Skip to content
Døgnrytmelys hænger i loft
Ane Eskildsenjuni 14, 20233 mins læsetid

5 gode råd inden du installerer døgnrytmelys

Overvejer du at installere døgnrytmelys til dit plejehjem eller hospitalsafdeling, men ved du ikke, hvor du skal starte? Så får du her 5 gode råd til at komme godt i gang fra vores Innovations- og Teknologichef, Torben Skov Hansen.

Døgnrytmelys er en teknologi, som flere og flere investerer i for at skabe bedre sundhed for patienter og personale. Men som ny inden for døgnrytmelys kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad døgnrytmelys kan bidrage til i netop din organisation, hvordan det skaber mest værdi og hvordan løsningen kan implementeres på effektiv vis.

Derfor får du her 5 råd med på vejen i din investering af døgnrytmelys. Rådene er baseret på et webinar om døgnrytmelys med 75+ deltagere, der blev afholdt den 3. marts 2022 i samarbejde mellem CareNet og Chromaviso.

1. Dokumentation for effekt og resultater

For at være sikker på at opnå den værdi, du investerer i, er det vigtigt, at du undersøger leverandørens dokumentation for effekt. Målet er sundhed for både patienter og personale, og derfor skal evidensen favne bredt. Det sikrer du ved både at få dokumentation fra kliniske og kvantitative/kvalitative studier, brugerundersøgelser og erfaringer. Samtidig er det en god ide at tage på referencebesøg, for at opleve lyset og høre om andres erfaringer.

2. Tilpasning og fleksibilitet

Vælg et system som er tilpasset den enkelte afdeling og patientgruppe – det må ikke være ’one size fits all’. For der er stor forskel på patienternes lysbehov og biologiske påvirkning, hvad det er på en intensivafdeling, neuro-rehabilitering eller et plejehjem. Det kræver dog en leverandør som har viden om specialerne og kompetencerne til at omsætte det til lys, der skaber sundhed. Systemet skal være fleksibelt – det skal være nemt at ændre døgnrytmelyset når behovene ændrer sig. Det opnår du bedst gennem et åbent og standardiseret system med god service fra leverandøren – og helst via fjernopkobling, så det kan gøres hurtigt og billigt.

3. Implementering er en central del af løsningen

Vil du lykkedes med dit projekt, så tænk implementering med fra start. Gå efter en leverandør, som har implementering med som en fast del af løsningen. Implementering er ikke gjort med en teknisk gennemgang alene – det starter allerede ved, at du får kompetent rådgivning om hvordan projektet skal skrues sammen og prioriteres, så jeres behov bliver mødt. Når projektet er i gang, skal leverandøren tage ansvaret for projektstyringen og at og den samlede tekniske leverance helt frem til ibrugtagning, for at sikre at intet falder mellem to stole. Og når først lyset virker, skal personalet undervises, så alle ved, hvordan lyset bruges og særligt hvorfor. Efter ibrugtagning skal der være en opfølgning, hvor de første erfaringer giver input til forbedringer og tilpasninger af lyset. På den måde sikrer du høj brugertilfredshed fra dag et.

4. Krav til teknikken

De tekniske specifikationer er vigtige for at skabe sundhed og et behageligt miljø. Der er særligt fire punkter, du skal undersøge.

  • Den gode opvågning og putning sikres gennem langsomme, glidende fades frem mod solopgang og solnedgang. Så vil den naturlige træthed melde sig om aftenen, og den gode start på dagen om morgenen. Det kræver et system, som kan levere en dæmpning af lyset, der er trinløs helt ned til sluk (0,1%).
  • Det naturlige dagslys er det naturlige boost af lys midt på dagen. Det skal både være kraftigt (6000 Kelvin), men også behageligt at være i, så det ikke blænder. Det kræver kvalitetslamper og kalibrering i forhold til rummene.
  • Lyset om natten skal både tage hensyn til vores krops sundhed og døgnrytme, og personalets behov for at kunne arbejde. Det kan forenes gennem biologisk mørke, som kræver, at lyset kan komme ned i 1800 Kelvin med maks. 1% af det blå lys. Samtidig skal bredspektrede dioder sikre god farvegengivelse, så personalet kan orientere sig og tilse patienterne.
  • Intuitiv betjening sikrer at både faste og nye medarbejdere kan bruge det. Det skal tilgodese den travle hverdag, hvor lysindstillingerne skal være tilpasset de aktiviteter, der er i hvert rum, så personalet ikke skal bruge tid på det.

5. Mål efter nye standarder

Der er kommet en ny metode til at måle den biologiske – sundhedsfremmende – påvirkning af lyset på. Målestokken er Melanopic EDI, og det er defineret af den internationale standardiseringsorganisation CIE. Forskere har lavet en række anbefalinger til, hvor mange Melanopic EDI man skal have på forskellige tidspunkter for, at det skaber den bedste sundhed. Det giver dig håndgribelige data for den sundhedsfremmende virkning.

RELATEREDE ARTIKLER