Skip to content
Kvinde med briller hvor blåt lys reflekteres i glasset
Monica Silvia Nielsenapril 11, 20243 mins læsetid

Hvornår har vi brug for blåligt lys, og hvornår skal vi undgå det?

Blåligt lys er både (livs)nødvendigt og decideret sundhedsskadeligt for os, det afhænger bare af, hvornår på døgnet vi bliver eksponeret for det. Men hvornår skal vi så tanke op på det blå lys, og hvornår skal vi undgå det?

Det kan være svært at navigere i, hvad det rette lys er, og hvornår man skal have det. Det bliver heller ikke lettere at forstå, når vi ved, at det er sundt for os at få naturligt dagslys, men alligevel bruger størstedelen af vores dag og liv indenfor. Faktisk opholder de fleste mennesker sig indendørs over 90% af tiden – hvilket betyder, at de fleste af os sjældent får nok blåligt eller blåholdigt lys om dagen, imens vi om aftenen får alt for meget af det. Men hvorfor er blåligt lys godt for os om dagen? Og hvorfor skal vi helst undgå at få det om aftenen og natten?

Blåligt lys om dagen sikrer søvnen om natten

Kraftigt blåligt lys om dagen er nødvendigt for os, fordi det hjælper os med at stabilisere vores døgnrytme og regulere alle vores kropslige processer. Fra naturens side er det også om dagen, at solens lys er på sit kraftigste og udsender allermest blåholdigt lys. Blåligt lys giver os energi og forbedre vores humør, ligesom det direkte modvirker depression. Det er alt sammen praktiske egenskaber, der betyder, at det blålige lys holder os vågne og opmærksomme i løbet af dagen, hvor der jo fra naturens side også er allermest lyst, og dermed oplagt mulighed for aktivitet.

Kvinde med skjorte og hat holder armene oppe mod solen der skinner på en blå himmel

Interessant nok er det også eksponeringen for blåligt lys om dagen, der gør os trætte om aftenen. Det skyldes, at vores krop og hjerne tanker op af det blålige lys i dagtimerne, og jo mere der er tanket op, des større bliver vores trang til at sove om aftenen ved den normale sengetid. Et blåholdigt lys om dagen er derfor også essentielt for vores døgnrytme, sundhed og velvære. Gennem eksponering for blåligt lys om dagen sørger vi nemlig for både at holde os sunde, årvågne  og aktive, men vi sørger også for, at trætheden sætter ind ud på aftenen  ved den normale sengetid. Lyset om dagen er derfor den vigtigste del af at sikre en stabil døgnrytme – og en stabil døgnrytme reducerer risikoen for en lang række fysiske såvel som psykiske sygdomme.

Blåligt lys om natten forstyrrer vores søvn

Mens kraftigt hvidt lys med blålige toner er vigtigt om dagen, kan det være decideret sundhedsskadeligt for os at blive eksponeret for det om natten. Det skyldes blandt andet, at kraftigt blåholdigt lys om natten forstyrrer søvnen ved at modarbejde kroppens produktion af melatonin. Melatonin er et hormon, der fortæller vores organer, at det er mørkt og tid til nedsat aktivitet. Når vores krop bliver forhindret i at producere melatonin, holdes vi vågne, og dermed ødelægges søvnkvaliteten. Det blåholdige lys har altså en opkvikkende virkning på vores krop, ligesom vi kender det fra en kop kaffe.

Opkvikning er usundt om natten, fordi det kan føre til søvnløshed og en forstyrret døgnrytme, hvilket i sidste ende kan resultere i alvorlige sundhedskonsekvenser. Om dagen er det godt at få det blålige lys, for der skal vi helst være aktive – men om natten er det farligt for os, fordi det er nødvendigt for os at få hvile og søvn på den tid af døgnet, for at holde os sunde. Hvis vi forstyrrer vores døgnrytme gennem eksponering af blåligt lys om natten, øger vi også risikoen for en lang række fysiske sygdomme og sundhedsproblemer som kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdomme samt psykiske sygdomme såsom depression og angst. Fra naturens side er det også om natten, at der er mørkest, hvilket vores krop og sind helt evolutionært har tilpasset sig til og derfor hungrer efter.

RELATEREDE ARTIKLER