Skip to content
Impact Partners, Claus Puggaard og Anders Kryger på hospitalsstue på rigshospitalet
Ane Eskildsennovember 15, 20212 mins læsetid

Impact Partners investerer millioner i døgnrytmelys

Den europæiske social impact-fond Impact Partners har netop investeret et større millionbeløb i det danske firma Chromaviso, som står bag døgnrytmelysløsninger til hospitaler og plejehjem i Skandinavien. Investeringen skal realisere potentialet for at endnu flere patienter og demensramte får den nye behandlingsmulighed, som allerede har påvist stor positiv effekt på patienters mentale og fysiske sundhed.

Med en investeringen på 37 millioner kroner banes vejen for udbredelse af danske Chromavisos lys til mennesker med demens, psykiatriske patienter og hospitalsindlagte.

– Vi står på tærsklen af en ny æra indenfor brugen af døgnrytmelys i sundheds- og plejesektoren, og vi tror på, at Chromaviso også fremover vil være den naturlige leder på området. Deres løsninger er dokumenteret i kliniske studier og er baseret på højt specialiseret viden, som de har tilegnet sig gennem mange års arbejde og innovative projekter, forklarer Ulrik Fonsmark Andreasen, Managing Director i Impact Partners Nordic.

Synergi er afsæt for investering

Impact Partners rejser lige nu deres sjette social impact fond, som de vil investere i små og mellemstore virksomheder, der hjælper udsatte borgere. Fonden etablerede sig i starten af 2021 i Danmark, og investeringen i Chromaviso bliver den første direkte investering i en dansk virksomhed.

– Chromavisos mission flugter med vores: At forbedre livet for udsatte borgere. Deres lysteknologi forbedrer tilværelsen for både demensramte, patienter på psykiatriske afdelinger og hospitalsindlagte. Det behandler despression, angst og træthed. Tilmed er deres lys med til at reducere stress og forbedre koncentrationsevnen hos personalet blandt andet under kikkertkirurgi – og så er det uden bivirkninger. Det er et gennembrud inden for mental sundhed, og vi ser meget frem til at være en del af rejsen, fortæller Ulrik Fonsmark Andreasen.

Årligt bliver mere end 500.000 patienter og demensramte i Skandinavien behandlet i virksomhedens lys. Chromavisos løsninger bliver anvendt af flere og flere behandlingssteder, senest på det nye Neurocenter på Rigshospitalet. Men det er kun begyndelsen, oplyser medgrundlægger og CEO, Anders Kryger.

– Interessen for at tænke lys ind i store byggeprojekter er steget markant de sidste år. De nye hospitaler og plejehjem ønsker – ligesom os – at miljøet skal være en medspiller i patienternes helbredelse og i arbejdsmiljøet. Vores løsning prioriteres som et sikkert valg, fordi den bygger på både evidens og erfaring. Samtidig oplever vi, at de kunder, som har haft vores døgnrytmelys i nogle år, begynder at komme igen med et ønske om at udbrede løsningen til større arealer eller flere afdelinger, forklarer han.

Kontorer på rigshospitalet

Markedet er klar

Chromaviso har i dag implementeret lys i mere end 2.500 projekter på 130 hospitaler og plejehjem i hele Norden.

– Markedet er klar, og vi er klar. Med Impact ombord har vi nu muligheden for at sætte yderligere tempo på udrulningen i Norden og samtidig fortsætte vores langsigtede strategi med at sætte højeste standard for viden, evidens og teknologi. Flere skal have fordelen af lysets gavnlige effekter på sundhed og livskvalitet, og det er vores ambition, at lys bliver en fast del af behandlingsmiljøerne – også udenfor Norden, slutter Anders Kryger.

Investeringen fra Impact Partners skal sikre en realisering af Chromavisos ambition om en femdobling af omsætningen i nichemarkedet sundhed i Norden og på sigt i Europa. Der skal investeres i skalering af forretningen, herunder nye innovationsprojekter, øget digitalisering samt en intensivering og internationalisering af salgsindsatsen.

RELATEREDE ARTIKLER