Mere energi, bedre søvn og øget livskvalitet. Det er hvad medarbejderne mærker efter godt et halvt år med døgnrytmelys på Hybenhaven i Klinkby Bo- og Dagcenter.
— En succes. Det kan vi konkludere. Der er ikke tvivl om, at både beboere og medarbejdere oplever, de har fået det bedre, siden det ny lysanlæg blev installeret i Hybenhaven, siger Gunnar Lisby Kjær, formand for socialudvalget i Lemvig kommune.
Naturligt lys
Døgnrytmelys er et avanceret lyssystem, der automatisk giver samme ”naturlige” lys inden døre, som solen gør udendørs. Lysets farvesammensætning og styrke ændres glidende og gør, at beboere og personale oplever de forskellige tider af døgnet langt bedre end med normalt kunstlys.
Hybenhaven består af otte plejeboliger for demente og er den første institution, hvor Lemvig kommune prøver systemet.
Evaluering
Det er en undersøgelse blandt de ansatte på Hybenhaven, der viser det gode resultat med Døgnrytmelys. Evalueringen viser, alle ansatte er enten meget tilfredse eller tilfredse med det nye lys. Især sover både personale og beboerne meget bedre end tidligere.
Også i dagtimerne oplever både borgere og personale positive effekter af døgnrytmelyset. Mere energi, mindre træthed, bedre humør og mindre depression er blot noget af det, personalet har registeret i det seneste halve år med døgnrytmelyset.
"Jeg føler mig bedre tilpas efter en arbejdsdag", "beboerne er mere aktive" eller "alle har fået bedre livskvalitet med det nye lys", er en typisk kommentar fra de ansatte.
Udvidelse af projektet
Social- og Sundhedsudvalget besluttede onsdag at søge om tilskud ved en aktuel pulje hos staten til at udbrede Døgnrytmelyset til de to øvrige boenheder på Klinkby Bo- og Dagcenter, Rosenhaven og Kirsebærhaven, der hver består af otte plejeboliger.
— Når medarbejderne er så tilfredse, og de oplever, at beboerne får det bedre, ja, så går vi videre og søger penge til at udvide projektet. Vi værdsætter de ansattes ve og vel. Det er vigtigt for os, siger Gunnar Lisby Kjær.
Artiklen er lånt fra Lemvig Kommunes hjemmeside.