Hvad er flicker og hvorfor skal vi være opmærksomme på det?

Vi har nok alle sammen på et eller andet tidspunkt oplevet flicker (eller flimmer), der ses som et flimrende lys fra en lyskilde. Men hvad er flicker egentlig for noget? Og hvordan kan det undgås?

Flicker bruges til at beskrive det fænomen, hvor en lyskilde tænder og slukker med meget hurtigere sekvenser. De fleste af os kender nok til flicker fra de ældre lysstofrør, hvor problemet opstod på grund af lysstofrørenes magnetiske forkoblinger* (eller spoler) . Med tiden blev de magnetiske forkoblinger dog udskiftet til mere effektive højfrekvente elektroniske forkoblinger, hvilket løste problemet med flicker. Nu er situationen bare den, at flicker-fænomenet er genopstået med fremkomsten af LED-lys.

*En forkobling eller spole er, ganske simpelt, en type strømforsyning, der sikrer, at lysstofrøret tændes og forsynes med den korrekte mængde energi.

LED-lyset har genoplivet flicker

Når det kommer til flicker, er det vigtigt at påpege, at det aldrig er selve LED-lyskilden, der flimrer, men derimod belysningens strømforsyning. Det kan forklares således: LED-lys består af lysdioder, som omsætter den elektriske energi til lys. Lysdioderne styres af en driver (elektrisk omformer/forkobling), som sørger for at forsyne dioderne med den helt rette mængde strøm. Når det kommer til LED-lysets flicker, så er det ikke selve lysdioderne, der forårsager problemet, men i stedet den driver, som leverer strømmen til dem. For mange er det et lidt mere omfattende teknisk problem at løse, men der findes faktisk mange måder, hvorpå man kan komme det til livs – det kræver bare, at vi faktisk ved, hvad flicker er.

En fejlagtig betegnelse

Når vi ser på en lampe, og lyset flimrer, oplever vi flicker. Faktisk er det spøjse ved flicker, at det ikke er en helt korrekt betegnelse for det, som lyset gør, men rettere en betegnelse for det, vores øjne ser. For hvor vores øjne ser, at lyset flimrer (flicker), så sker der det i lampen, at lyset varierer over tid, hvilket i videnskabelige termer kaldes for ’tidsmæssig lysmodulation’ (TLM). Hvis vi udsættes for TLM, så kan vi observere flere fænomener, udover flicker. Blandt andet dækker TLM også over fænomener som stroboskopiske effekter og phantom arrays. Flicker, stroboskopiske effekter og phantom arrays er alle fænomener, som kaldes for temporale lysartefakter (TLA). Alle temporale lysartefakter er forårsaget af tidsmæssige lysmodulationer.

Et subjektivt eller objektivt fænomen?

Flicker bliver, i tekniske vendinger, betegnet som 'opfattelsen af visuel ustabilitet fremkaldt af en lyskilde, hvis lysstyrke eller spektrale fordeling har temporale udsving for en statisk observatør i et statisk miljø'. Sagt på en forsimplet måde, så handler flicker om det flimmer, vi oplever, når en lampes lysstyrke svinger, imens vi (og vores omgivelser) står stille. Det vil altså sige, at hvis vi eller lampen er i bevægelse, så kan vores opfattelse af et flimrende lys skyldes andre faktorer end flicker. Helt nøjagtigt kan vores øjne kun se flicker, når modulationsfrekvensen er under ca. 90 Hz. Hvis modulationsfrekvensen er over 90Hz er vores øjne ikke i stand til at se de tidsmæssige variationer i lyset. Ud fra den definition kan man også drage til den konklusion, at flicker i højere grad er et subjektivt end objektivt fænomen.

Synlig og usynlig flicker: En helbredsrisiko

Når man taler om flicker, så taler man både om synlig og usynlig flicker. Det skyldes, at der findes flicker som vi mennesker er i stand til at se med det blotte øje, men der findes også flicker, som vi ikke umiddelbart kan se. Vi kan dog ofte mærke konsekvenserne af både synlig og usynlig flicker på vores krop. Det skyldes, at tidsmæssig lysmodulation (TLM) ikke blot har visuelle konsekvenser som temporale lysartefakter (TLA), men også ikke-visuelle konsekvenser. Synlig flicker er først og fremmest generende og irriterende for langt de flestes vedkommende, fordi det forstyrrer synet. Derudover påvirker synlig og usynlig flicker os også biologisk. Helt generelt har flicker nemlig negative konsekvenser for vores sundhed. Opholder man sig i flicker for længe kan det blandt andet forårsage øjenbelastning, hovedpine og migræne. Derfor er det essentielt at blive opmærksom på, om flicker i det miljø, man opholder sig i – og det kan man gøre ved at måle på fænomenet.

Hvordan måler man flicker?

Der er i øjeblikket to metoder, der er blevet standarder til måling af temporale lysartefakter. Den første metode kaldes for 'perceptibility short-term light flickermeter’ (PstLM) og anvendes til at måle flicker. Den anden metode har navnet 'stroboscopic visibility measure' (SVM) og måler de stroboskopiske effekter. Begge metoder er designet således, at hvis måleresultatet er 1, betyder det, at sandsynligheden for, at mennesker kan se flicker eller stroboskopisk effekt er 50%. Et højere måleresultat betyder en højere sandsynlighed for at mennesker kan se det, og derfor kan man også sige; jo lavere måleresultat jo bedre. Som det er nu, findes der ikke en målemetode, der kan måle phantom arrays, men værre endnu er det, at der ikke findes en metode, der er egnet til at kvantificere de biologiske eller kognitive påvirkninger af temporale lysartefakter.

ADVARSEL! Følgende video indeholder blinkende lys, som kan give ubehag for mennesker med fotosensitiv epilepsi. 

Nye regler og grænseværdier

I september 2021 trådte nye EU-regler i kraft, der har til formål at 1) sætte grænser for lyskilders flicker og 2) henvise til nye standarder til at måle det. Med de nye regler blev nye grænseværdier for flicker og stroboskopiske effekter aftalt. Det blev besluttet, at PstLM ikke må overstige en værdi på 1, imens SVM ikke må overstige en værdi på 0,4. Et kritikpunkt for grænseværdierne er dog, at de er specificeret for ikke-dæmpende lysstyrker (lyskilder på 100% lysstyrke), hvilket i realiteten betyder, at flicker sagtens kan opstå i et godkendt armatur, når man dæmper det ned fra 100%. Reglerne tager altså ikke højde for, at lysmodulation ofte er en større udfordring, så snart man lyset reguleres i styrke og farvetemperatur. 
Ikke desto mindre er det med de nye regler blevet endnu mere vigtigt at øge kendskabet til flicker og formidle hvordan fænomenet måles nemt, hurtigt og korrekt. På den måde sikres det at hele belysningsindustrien følger de nye regler, reducerer helbredsproblemer forårsaget af flicker og gør LED-teknologien mere sikker og bæredygtig for alle. 

Standarder og anbefalinger

I 2008 nedsatte IEEE (The Institute of Electrical and Electronics Engineers) en arbejdsgruppe, hvis formål var at diskutere flicker og LED-lys. En af de primære årsager til at danne arbejdsgruppen var at samle et mangfoldigt fællesskab af eksperter for at diskutere virkningerne af flicker. Gruppen bestod blandt andet af medlemmer fra det medicinske miljø, belysningsmiljøet, fotobiologer og elektriske ingeniører, der skulle drøfte problemet med flicker og give udviklere af LED-lys en bedre forståelse for de eventuelle sundhedseffekter, der er forbundet med deres design. I 2015 resulterede arbejdsgruppens arbejde i publiceringen af en ny standard (IEEE1789) med titlen ‘anbefalede praksisser for modulation af strøm i højlysende LED'er med henblik på at reducere sundhedsrisici for seeren’ . Standarden er ikke obligatorisk, men en anbefalet specifikation, der diskuterer mange forskellige aspekter af flicker. Læs hele IEEE 1789-standarden her.

I Danmark har Arbejdstilsynet opstillet en række krav til kunstig belysning på fastarbejdspladser, og her bliver flicker-fænomenet også behandlet. Blandt andet beskrives det, hvordan flicker – foruden at være generende – kan udgøre en ulykkesrisiko, da det f.eks. kan få maskindele til at se ud til at stå stille eller bevæges sig med en anden hastighed, end de faktisk gør. Arbejdstilsynet forklarer, at flicker kan undgås ved at koble lamperne til forskellige faser i elnettet eller ved specielt forkoblingsudstyr.

Vil du vide mere om flicker og anbefalinger til kunstig belysning?

Så dyk ned i alle Arbejdstilsynets anbefalinger  – eller bliv klogere på IEEE 1789-standarden.