Viden om lys

Er døgnrytmelys Human Centric Lighting?

Skrevet af Torben Skov Hansen | april 19, 2024

Ofte er tilgangen Human Centric Lighting lidt op til fri fortolkning i belysningsbranchen. Så hvordan fortolker vi det? Og hvordan passer vores lysløsninger ind i ligningen? Det giver vores Chief Technology Officer, Torben, en forklaring på.

Human Centric Lighting (HCL) betyder ’menneskecentreret belysning’ og er en tilgang inden for belysningsteknologi, der fokuserer på at skabe lysmiljøer, som understøtter menneskers trivsel og sundhed.

HCL er et meget bredt begreb, der favner mange forskellige belysningstyper og lysløsninger. Ofte er HCL lidt op til fri fortolkning. Flere steder i belysningsbranchen bliver HCL dog ofte synonymt med døgnrytmelys, sandsynligvis fordi døgnrytmelys på mange måder er det ypperste, når det kommer til menneskecentreret lys. Det skyldes at døgnrytmelys imødekommer vores helt basale behov for en stabil døgnrytme. Men i vores optik er HCL meget mere end bare døgnrytmelys. Faktisk mener vi, at begrebet kan være svært at sætte på en konkret formel, da størstedelen af belysningsløsningerne i dag falder indenfor kategorien. Så hvordan vælger vi at tolke HCL? 

Helt grundlæggende set mener vi, at al belysning, som tager højde for menneskers behov, er HCL. F.eks. kan en ganske almindelig lampe med dæmper-funktion sagtens betegnes som værende HCL, fordi den kan øges og dæmpes i intensitet (lysstyrke) afhængigt af brugerens behov. Netop menneskers behov og muligheden for at kunne tilpasse en lyskilde dertil er hele essensen af HCL.

Døgnrytmelys er crème de la crème

Den ypperste form af HCL er belysning, der gengiver de naturlige lysforhold udenfor – det vi kalder for døgnrytmelys. Årsagen til at vi placerer døgnrytmelys på øverste hylde, når vi taler om HCL, skyldes, at det er udviklet til at understøtte menneskers helt grundlæggende behov for døgnrytmeforankring. Menneskers sundhed og trivsel udspringer af døgnrytmen, og hele vores eksistensgrundlag afhænger af, at vi har en kontinuerlig lys-mørkecyklus. Netop derfor kan man sige, at døgnrytmelys er den mest menneskecentrerede belysningstype på markedet, hvilket (som tidligere nævnt) er årsagen til, at det ofte forveksles med selve HCL-tilgangen. For hvis det ikke kan blive mere ”human centric” end døgnrytmelys, så må Human Centric Lighting jo være lig med døgnrytmelys? Selvom det er en fristende og forståelig sammenkobling, så mener vi, at svaret er nej. Vi kan også gå et spadestik dybere og stille spørgsmålet: Er alle typer af HCL egentlig centreret om mennesket? 

Mennesket eller teknologien i fokus? 

Hvis vi skal kaste et kritisk blik på HCL, så har tilgangen et væsentligt problem. Som det er lige nu, er der nemlig ikke noget egentligt krav om, at en producent eller leverandør af HCL-belysning skal fremlægge evidens for, at lysløsningen faktisk også er menneskecenteret – altså har den ønskede effekt for menneskets sundhed og trivsel. Sagt med lidt andre ord: Det er altså i højere grad teknologien eller konceptet bag en belysningsløsning, fremfor dens reelle virkning, der gør, at den kan betegnes som Human Centric Lighting. Så længe en lysløsning er justerbar, dynamisk eller kan indstilles og tilpasses til specifikke situationer og ud fra brugernes behov, så kan den i praksis stemples som HCL. Derfor fristes vi til at stille spørgsmålet: Er mennesket så overhovedet i fokus i HCL?

Dertil må vi svare både ja og nej. På den ene side er mennesket i fokus, fordi HCL-tilgangen er baseret på det biologiske faktum, at mennesker bliver påvirket af det lys, de omgives af. HCL stræber derfor efter at omfavne lys, der bidrager til sundhed og velvære hos mennesker. På den anden side mener vi, at HCL godt kan klinge lidt hult, fordi mange producenter og leverandører af HCL-belysning ikke er opmærksomme på at efterteste deres lysløsningers egentlige effekt på mennesker. Det gør, at der mangler evidens for, at lyset faktisk bidrager til sundhed og trivsel, ergo om lyset egentlig er centreret om mennesket.

Er Chromavisos lysløsninger Human Centric Lighting?  

Det korte svar er ja, fordi vi udvikler og designer lys med mennesket i fokus, hvilket er essensen af HCL. Det lidt længere svar er, at vi udvikler vores lysløsninger i fællesskab med de mennesker, der skal bruge det, ligesom vi baserer vores lysløsninger på evidens. Det gør vi ud fra en overbevisning om, at brugerne ved bedst, og at menneskecentreret belysning ikke er menneskecentreret, så længe dets effekt ikke undersøges i praksis. Derfor sørger vi for at efterteste effekten af vores lysløsninger gennem kliniske studier og brugerundersøgelser, så vi altid er sikre på, at vi udvikler lys, der har mennesket 100% i fokus. Vores lysløsninger er altså Human Centric Lighting med klinisk evidens.

mere information om Chromaviso og vores tilgang til lys og HCL.