Menu

Lysdesigner til førende virksomhed indenfor sundhedsfremmende lys

Som lysdesigner hos Chromaviso får du her en unik mulighed for at sætte dit præg på fremtidens sundhedsfremmende lysløsninger. Du skal styrke vores afdeling for projektsalg og innovation, og du bliver en del af et kompetent og dynamisk team med stærke tekniske og kompetencer, som alle brænder for det vi laver.

Du vil få et spændende og udfordrende job med rigtig mange muligheder og tæt kontakt med hele Chromavisos organisation og vores kunder. Du får mulighed for at være med hele vejen i vores projekter fra den indledende behovsafdækning og kreative proces, til detailprojektering og den afsluttende tilpasning.

Vi leder specifikt efter den rette blanding af kreativitet, struktur, brugerindsigt, teknisk motivation, arbejdsvilje og metodestyrke. Det er nemlig, hvad der skal til for at blive den stærke medarbejder, som skaber de afgørende løsninger i krydsfeltet mellem brugervenlighed, sundhed, evidens, belysning, bygningsautomation og IT. Det kræver en særlig støbning, men er du den rette, så er her et usædvanligt spændende job.

Dine ansvarsområder

▪ Designe lys- og betjeningsløsninger til sundhedsfremmende applikationer som fx intensivafdelinger, fødestuer, psykiatri, operationsstuer og plejehjem

▪ Lave specifikationer på designoplæg bl.a. i vores specialudviklede konfigurator-software

▪ Lave lysberegninger og visualiseringer i DIALUX

▪ Deltage i detailprojektering med bl.a. kabelføring og betjeningsplaner

▪ Deltage i projektmøder ved udvalgte projekter

▪ Være intern rådgiver for salgsafdelingen if. lysdesign på nye projekter

▪ Videreudvikle og designe Chromavisos portefølje af løsninger

▪ Deltage i at specificere og godkende egnede belysningsarmaturer

Du vil referere til Chromavisos CTO og dit primære arbejdssted er i Chromavisos hovedkontor i Aarhus N.

Din profil
Du er uddannet lysdesigner, belysningsarkitekt, arkitekt, designer, el-ingeniør eller lignende med stærk interesse for lysdesign. Din personlighed er afgørende for at lykkes i jobbet og du skal være proaktiv, selvmotiverende og have lysten og evnerne til at lykkes med mange opgaver i et velfungerende team. Har du erfaring med sundhedssektoren er det et plus, men det er ikke afgørende. Du skal være motiveret for at indgå i den løbende udvikling og kompetenceopbygning i Chromaviso. Du brænder for at skabe evidensbaseret sundhed gennem lys og har flair for at sætte dig ind i ny viden på området.

Hvem er Chromaviso
Vi er en dynamisk vækstvirksomhed som er specialiseret i sundhedsfremmende lys til hospitaler, psykiatri og plejehjem. Vi er førende i markedet og har de sidste 15 år gennemført mere end 2000 projekter fordelt på +120 hospitaler og plejehjem i Skandinavien. Vores løsninger er dokumenteret i forskning og gør en forskel for patienter og personale. Vi er en stærk tværfaglig organisation med forskellige kompetencer indenfor forskning, teknologi, brugerindsigt, salg og marketing.

Hvis du vil vide lidt mere om stillingen, kan du kontakte CTO Torben Skov Hansen på

tsh@chromaviso.com eller mobil 4080 4278.

Ansøgningsfrist 16/7-2021. For yderligere info se www.chromaviso.com eller følg os på LinkedIn/Chromaviso. Ansættelsessamtaler i august.