Lys er afgørende for vores fysiske eksistens og liv, men det er lige så væsentligt for vores psykiske helbred. Det ved vi, fordi menneskeheden igennem tusinder af år har eksperimenteret og forsket i, hvordan tilstedeværelsen og fraværet af lys påvirker vores humør. Et af de afgørende redskaber, som har været anvendt i vores søgen efter svar, er behandlingsformen lysterapi.
Solen og dens stråler har altid haft en særlig betydning for mennesker. Mange steder i verden er solen endda blevet anset som en gud, der skulle tilbedes og ofres til. Derfor er det heller ikke underligt, at vi mennesker altid har haft et helt særligt forhold til lys og været nysgerrig på dets rige potentiale.
Gennem årtusinder har lærde, forskere og læger udforsket lysets helbredende egenskaber. Allerede 4.700 f.Kr. nævnes forholdet mellem humørlidelser og årstidernes lysændringer for første gang i datidens Kina. Vi mennesker har altså stort set altid været fascineret af sammenhængen mellem lys og den menneskelige psyke, og det er også på basis af den fascination, at lys som behandlingsmetode opstod.
Den ældste form for lysbehandling er helioterapi (bedre kendt som solterapi), der har rødder helt tilbage til antikkens Grækenland ca. 400 f.Kr. Her beskrev Hippokrates, som mange anser som lægekunstskabens far, hvordan sollys havde terapeutiske effekter, der med fordel kunne anvendes til medicinsk behandling af humørlidelser. I mange år var solterapi derfor den eneste form for lysterapi, men det ændrede sig brat med opfindelsen af den elektriske pære i løbet af det 19. og 20. århundrede.
Det nye elektriske lys blev begyndelsen på en større revolution indenfor psykiatrisk lysbehandling, og solterapi blev pludseligt til lysterapi. Den nye lysterapi (UV-filtreret) og fototerapi (med UV-stråling) åbnede døren for mere præcise behandlinger baseret på patienternes lidelser og diagnoser. Det blev blandt andet normen at anvende lysterapi til behandling af psykiske lidelser, hvorimod fototerapien udmærkede sig til dermatologisk behandling. I 1970'erne og 80'erne skabte to videnskabelige observationer en endnu dybere forståelse for lysets virkning. For det første blev det i et studie¹ påvist, at en ændring af døgnrytmen hos depressive patienter kunne have en decideret antidepressiv effekt. Dernæst viste et andet studie², at lys hæmmer udskillelsen af det døgnrytmeregulerende hormon melatonin. Det betød altså, at man ved at udsætte patienter for det rette lys kunne stabilisere deres døgnrytme og søvnmønster, og dermed skabe en naturlig antidepressiv effekt. Det var også i denne tid, at man opdagede, at manglen på lys i vinterhalvåret var den direkte årsag til at nogle mennesker fik en vinterdepression³. Forskningen i halvfjerdserne og firserne frembragte altså en masse ny viden om sammenhængen mellem lys og menneskers mentale helbred.
Lys er vigtigt for os, både når vi er raske, men i særdeleshed også, når vi er blevet syge – og her er behandling med det rette lys et vigtigt redskab til hurtigere rehabilitering. På mange måder er lysbehandlingens funktion at bringe os tilbage til udgangspunktet og sørge for, vores krop får stillet sit evolutionære behov for lys. Særligt i vinterhalvåret har lysterapien til funktion at give et boost af lys, som ellers er en mangelvare på den nordlige halvkugle. Foruden terapilamper og wake-up lights er døgnrytmelys også blevet en større del af moderne lysbehandling. Flere steder i psykiatrien implementeres automatiseret døgnrytmelys som led af den psykiatriske behandling. Ved at give indlagte patienter det rette lys på det rette tidspunkt kan de sikres en mere stabil døgnrytme samt en bedre søvn uden for mange forstyrrelser. En god døgnrytme er essentiel, fordi den fungerer som kroppens dirigent. Hvis først dirigenten er væk, så spiller orkestret (alle de kropslige processer) ikke i harmoni, og det har både fysiske og psykiske konsekvenser. At få det rette lys på de rette tidspunkter er altså vigtigt både for at bevare og behandle den menneskelige psyke.
Kilder: