Cases

Chromaviso Døgnrytmelys på intensiv afdeling på Holbæk Sygehus

Skrevet af Ane Eskildsen | november 20, 2015

Holbæk Sygehus var i 2014 igennem en større renovering af almen intensiv afdelingen, hvor patienter med multi organsvigt behandles og stabiliseres til sengeafsnit. Da beslutningen om belysning skulle tages, faldt valget på Chromaviso Døgnrytmelys – et automatisk styret lys, som understøtter kroppens naturlige døgnrytme hos patienter og personale.

 

For personalet var det afgørende, at lysløsningen indeholder skræddersyede lysindstillinger til udvalgte zoner, aktiviteter og akutsituationer. Efter en grundig dialog med afdelingens personale omkring deres behov, udviklede Chromaviso et lysdesign som både tager hensyn til afdelingens rytme og patientkategori. Løsningen betjenes via en touch skærm på hver stue.

Resultat: Mærkbar effekt fra første dag

Både patienter og personale har mærket effekten af den nye belysning.

— Fra første dag har vi været rigtig glade for vores nye lys. Det er behageligt at gå rundt i, og tingene bliver klarere fordi vi har mere lys, forklarer Susanne Larsen, afdelingssygeplejerske og tilføjer, at hun ville ønske, at hun også havde døgnrytmelys på hendes kontor.

— Jeg arbejder på afdelingen i alle tre skift og oplever derfor lyset hele døgnet. Jeg synes det er meget dejligt, og jeg bruger det på alle vagter. Jeg har fået det bedre efter vi har fået det nye, kraftige lys, forklarer Tina Mølgaard, sygeplejerske. Hun fortæller desuden, at personalet på afdelingen er blevet mere bevidste om at tale lavere, når lyset dæmpes hen under aften samt om natten.

Lyset tændt hele dagen

Patienterne har det godt i døgnrytmelyset, og lyset sikrer en fast rytme og tidsfornemmelse, hvilket er afgørende for den gode døgnrytmeforankring. Derfor slukker personalet ikke længere lyset, når patienterne sover til middag.

Kroppens produktion af søvnhormonet melatonin påvirkes kraftigt af lys. Når det er mørkt udskilles melatoninen, og ved at have mørke i løbet af dagen, har kroppen dermed mindre melatonin til om natten, hvor hormonet er afgørende for den gode nattesøvn.

Natlys med specialindstillinger

Lyset er kraftigst midt på dagen og om natten tændes et specialudviklet natlys på gangene, mens der på stuerne er mørkt, men med mulighed for en række lysindstillinger efter behov.

— Før dæmpede vi det almindelige lys, men det er mere behageligt med det nye natlys. Faktisk glæder vi os altid til at natlyset bliver tændt på gangene, forklarer Tina Mølgaard. Natlyset er designet således, at det sikrer personalet optimal visibilitet samtidig med, at kroppens døgnrytme ikke forstyrres.

Sygeplejerske Vivi Petersen arbejder oftest i nattevagt, og hun oplever flere fordele ved natlyset og de forskellige indstillinger, hun kan tænde for i løbet af natten, hvor hun tidligere var nødt til at anvende et skarpt lys på hele stuen.

— Jeg bruger den lysindstilling, vi kalder "nat væg", meget. Her kan jeg lave mit arbejde uden at tænde for det fulde blus. Derudover er det godt til de patienter, som ikke kan lide at sove i mørke. Det er behageligt for dem, og så forstyrrer det ikke deres døgnrytme, forklarer hun.

Vivi Petersen bruger desuden akutlyset, både dag og nat:

— I akutte situationer skal vi kunne se, hvad vi laver. Og her er akutlyset meget bedre end den almindelige belysning. Det er nemt at betjene – og reagerer altid ved første tryk.

Ved akutlyset bliver alt lys på stuen tændt i en kraftig hvid belysning, så personalet kan agere og se alt omkring patienten.

Om løsningen på Holbæk Hospital

  • 12 stuer, et overvågningsområde og en gang har døgnrytmelys.
  • Afdelingen har knap 800 patienter årligt.
  • Touch skærm på alle stuer – skift lyset med et klik.
  • Nyeste teknologier inden for LED med energieffektive lyskilder.

 

De forskellige lysindstillinger på Holbæk intensiv

Belysningen betjenes via touch skærm. Der er otte forskellige grundindstillinger – kun et tryk væk.

  • Døgnrytme: Lyset står op om morgenen, er kraftigst midt på dagen og om aftenen tændes et specialudviklet natlys.
  • Natlys: Et varmt lys til natten, som ikke forstyrrer kroppens døgnrytme.
  • Hvid nat: Et hvidt lys som kan tændes om natten.
  • Pårørende: Et varmt lys til samtale eller en svær situation.
  • Akut: Et kraftigt hvidt lys som sikrer optimalt lys
  • Natvæg: Et væglys som fx bruges til patienter som ønsker lidt lys om natten.
  • Lyssky: En dæmpet hvidt lys til patienter der er lyssky.

Der kan desuden slukkes for lyset.