Menu

Konstruktør til udvikling af sundhedsfremmende belysning

Konstruktør til udvikling af sundhedsfremmende belysning

Chromaviso er en vækstvirksomhed som er højt specialiseret i sundhedsfremmende lysløsninger til hospitaler, psykiatri og plejehjem. Vi skaber fremtidens lysløsninger, som bidrager til en bedre behandling for patienter/ borgere og et forbedret arbejdsmiljø for personalet. Vi er drevet af viden og har et højt ambitionsniveau for at hæve standarden for lys i branchen. Effekten af vores løsninger er dokumenteret i forskning, og vi er anerkendt blandt vores kunder for at sikre højeste driftssikkerhed og brugertilfredshed.

Chromaviso har eksisteret siden 2006 og er i dag 14 ansatte. Markedet er i kraftig vækst og vores organisation har vokseværk. Vi har flere nye spændende projekter i støbeskeen, og ønsker derfor at ansætte endnu en medarbejder til vores produkt- og udviklingsafdeling.

Du kan se frem til en vigtig og alsidig rolle i vores dynamiske organisation med masser af synlighed, samarbejde og passion for det vi laver. Vi har hovedkontor i Skejby, Aarhus – i et kontorfællesskab med andre sundhedsteknologiske virksomheder.

 

Hvad indeholder jobbet?

Som konstruktør i Chromaviso får du berøring med mange processer i Chromaviso og dit arbejde vil føde ind til de forskellige afdelinger i organisationen. Din arbejdsdag vil bestå af meget varierende opgaver – fra de afgrænsede, mindre opgaver til de langsigtede udviklingsprojekter, hvor du er med hele vejen – fra start til slut. Du skal bidrage til at udvikle og dokumentere fremtidens lysløsninger. Jobbet er en nyoprettet stilling, så du får mulighed for at præge struktur og rammer fra bunden.

Eksempler på konkrete opgaver er:

  • Konstruktion af belysningsarmaturer og betjeninger i 3D CAD
  • Teknisk dokumentation af belysningsarmaturer og betjeninger
  • Prototypearbejde med nye produkter og systemer
  • Validering af kravsopfyldelse ifm. CE mærkning
  • Sourcing af systemkomponenter og belysningsarmaturer
  • Support til underleverandører og kvalitetsopfølgning

 

Hvad forventer vi af dig?

Du er uddannet som maskintekniker, produktionsteknolog, ingeniør el. lign med minimum 3 års erfaring i privat virksomhed. Du har en god disciplin i konstruktion og dokumentation, og du mestrer 3D konstruktion i Solidworks eller lignende. Du er it-vant og helst stærk i MS Excel. Som medarbejder er du struktureret og en god afslutter, og du sætter en stor ære og passion i at levere god og letforståelig teknisk dokumentation, som kan anvendes af kollegerne i virksomheden og af vores kunder.

Jobbet er en fuldtidsstilling, og løn er efter kvalifikationer.

Er du nysgerrig på jobbet, så send en ansøgning til tsh@chromaviso.com inden d. 19. september. Vi læser ansøgningerne løbende og kalder ind til samtale løbende. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte innovations- og kvalitetschef Torben Skov Hansen på 4080 4278.

Se også