Menu

Nytænkende sansestimulering af demente

AnetteWintløvPlejecenter Lindehavens demensafdeling i Ballerup har netop igangsat et innovativt projekt, hvor man vil stimulere indlagte demente beboere med levende billeder, lyd og døgnrytmelys.

Chefsygeplejerske Annette Wintlev-Jensen fra Plejecenter Lindehaven har store forventninger til CURAVIVO stimuli-stuen målrettet demente beboere.

På Lindehavens demensafdeling er man i gang med at indrette en tidligere opholdsstue til en nytænkende ”stimuli-stue” med en storskærm, der fylder det meste af endevæggen – og Ergonomisk Døgnrytmelys. Skærmen er placeret, så den virker som udsyn fra et vindue. Målet er, at skabe et miljø, hvor man kan stimulere afdelingens tolv demente beboere individuelt.

Bemærkelsesværdigt initiativ
Initiativet er bemærkelsesværdigt fordi der tages hensyn til de demente beboeres individuelle behov. Det kræver imidlertid en længere periode med effektmåling og tilpasning til hver enkelt beboer. Projektet gennemføres i samarbejde med flere private virksomheder, der i fællesskab har udviklet konceptet CURAVIVO, som oprindeligt er udviklet til intensivafdelinger. CURAVIVO stimuli-stuen tilpasset demente er fortsat under udvikling i samarbejde med personalet på Lindehaven. Firmaet VisioSign, der i forvejen opererer på ældreområdet, leverer de levende billeder og lydsiden. Chromaviso kommer med Ergonomisk Lys, der bidrager til at etablere en naturlig døgnrytme. Endelig står Solutors for integrering og styring.

Beroligende eller stimulerende døgnet rundt
Forventningen er, at CURAVIVO stimuli -stuen enten benyttes i tyve minutters intervaller i situationer, hvor en dement beboer skal beroliges eller stimuleres på anden vis – eller i det tidsrum, beboeren kan rumme stimuleringen. Hvis en dement borger bliver urolig i løbet af dagen, er et beroligende ophold på CURAVIVO stimuli-stuen en oplagt mulighed. Her præsenteres borgeren for levende billeder, som vedkommende erfaringsmæssigt har positiv reference til fx fra landbrugsmiljøer, håndværkermiljøer, hjemmesituationer mv. Samtidig bidrager Ergonomisk Døgnrytmelys til at skabe den ønskede stemning på stuen.

Mange demente borgere bytter rundt på døgnet og vågner op midt om natten. Her kan CURAVIVO stimuli-stuen benyttes til at spore borgerne ind på at få genoptaget søvnen. Et filmklip med stjernehimmel eller andre natsituationer kombineret med beroligende lys, der påvirker døgnrytmen er en af mange valgmuligheder.

Et effektivt værktøj
”Vi er netop i gang med at afprøve effekten af CURAVIVO stimuli-stuen på udvalgte demente beboere, fortæller chefsygeplejerske Annette Wintlev-Jensen og fortsætter: ”Vi har allerede oplevet, at kombinationen af billedside, lyd og døgnrytmelys har positiv effekt. Opgaven er, at finde frem til en håndfuld levende billeder, som den enkelte beboer reagerer på – og som matcher vedkommendes behov for stimulering. Eksempelvis blev en kvindelig dement beboer med baggrund på Færøerne meget begejstret for en filmsekvens med en gammeldags traktor og kommenterede filmen: ”Min far var den første på Færøerne, der fik sådan en trak-tor”. Ved genkendelsen stimuleres en tidligere erindring frem – og det hjælper ofte sproget i gang. Indtil videre arbejder vi med fire spor – stimulering, oplevelse, beboerrelateret og erindringer. Det er hensigten, at vi sideløbende arbejder med faste scenarier som ”beroligende nattekoncept” med forprogrammeret billedside, lyd og døgnrytmelys. Det er en spændende proces – og alt tyder på, at CURAVIVO stimuli-stuen bliver et effektivt værktøj på afdelingen”.

Lindehaven lys serie
CURVAVIVO konceptet giver utallige muligheder for at kombinere den levende billedside med Ergonomisk Døgnrytmelys. Her ses fire varianter fra naturkategorien.

Nytænkende pionerarbejde
”Initiativet med at få etableret CURAVIVO stimuli-stuen og afprøve effekten kommer fra Lindehavens plejecenterleder Torben Nielsen. ”Projektet med CURAVIVO stimuli-konceptet til demente er opstået gennem vores eksisterende samarbejde med VisioSign, der har leveret Touch Infoboards til os” fortæller Torben Nielsen og fortsætter: ”Alle Lindehavens instruktioner, anvisninger og vejledninger forefindes elektronisk på opsatte Infoboards rundt om i huset, – og det giver personalet lettere og hurtigere adgang til information. Da jeg hørte, at VisioSign arbejdede med et spændende stimuli-koncept, var der ikke langt fra tanke til handling. Vi udvikler CURAVIVO stimuli-stuen til vores demente beboere i samarbejde med VisioSign og de øvrige involverede parter. Det er et nytænkende pionerarbejde – og vi har store forventninger til den effekt, der kan opstå ved at stimulere demente beboere med levende billeder, lyd og døgnrytmelys”.

Fakta om Lindehaven
Plejecentret Lindehaven er bygget i 1983 og har 30 plejeboliger. Derudover har vi 11 genoptræningspladser og 6 korttidsboliger, som benyttes af hjemmeboende demente borger. Endvidere har Lindehaven 4 korttidsboliger til kommunens øvrige borgere, der har behov for aflastning.

Fakta om CURAVIVO
CURAVIVO Interactive Care System er et unikt udviklende patientmiljø til brug for mennesker med særlige pleje- og stimuleringsbehov fx på intensivafdelinger, rehabiliteringsafdelinger, i ældreplejen og i psykiatrien mv.

CURAVIVO stimuli-stuen er udviklet specielt til demente og stimulerer sanserne med levende billeder, lyd og Ergonomisk Døgnrytmelys. CURAVIVO konceptet er oprindeligt udviklet i samarbejde med personalet på Neurokirurgisk Intensiv Afdeling NIA1 på Aarhus Universitetshospital og omfatter døgnrytmelys og funktionelt lys, støjmaskering og musikintervention, individuelle infoskærme og visuel observation.

Fakta om demens

  • I Danmark lever 70- 90.000 mennesker med en demenssygdom – heraf har ca. 45.000 Alzheimers sygdom.
  • Der er 14 – 15.000 nye tilfælde af demens i Danmark hvert år – I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til 155.000.
  • 400.000 personer i Danmark lever i dag med en dement i familien.
  • Kun en tredjedel af alle demente får stillet en specifik demensdiagnose.
  • De totale omkostninger ved demens i Danmark andrager 9-15 milliarder kr. om året.
  • Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark – hver tredje person over 65 år vil dø med en demenssygdom.
  • Typiske symptomer på demens: svækket hukommelse, besvær med at udføre velkendte opgaver, problemer med sproget, manglende orientering i tid og sted, dårlig eller nedsat dømmekraft, forlægger ting, humørsvingninger, ændringer i personlighed, mangel på initiativ.